Art Card T-Shirts - Selvbetjeningsbutik

Installation. Forårsudstillingen, Charlottenborg, København, 2001.

"Art Card T-Shirts - Selvbetjeningsbutik" var en installation på Charlottenborg Forårsudstilling. Installationen fungerede som en virkelig butik, hvor de besøgende kunne købe t-shirts med en påsyet plastlomme, hvori postkort let kunne indsættes og udskiftes.

At komme med på Charlottenborg Forårsudstilling kan være som at komme igennem et nåleøje for f.eks. unge kunststuderende. Udstillingen kan til tider minde om en markedsplads med de mange forskellige kunstneres forskellige værker, der er til salg.

Med Art Card T-Shirts indgik jeg som en del af dette marked, mens jeg samtidig kommenterede på "nåleøjet".

Art Card T-Shirts var et lille handelscentrum i sig selv med T-shirts til salg, reklamebanner, prøverum, spejl og pengekasse. I modsætning til Forårsudstillingen var Art Card T-Shirt ikke ekskluderende - alle kunne lave et kort og være med. Der var kort produceret af kunstnere og ikke-kunstnere, andre udstillere og folk, der havde søgt, men ikke var kommet med på udstillingen. Fortjenesten af salget deltes mellem kortdesignerne og mig.